Linsetærte med tomat og fuldkorn

Vegetariske (og veganske) måltider ender ofte med den abe på nakken, at de hverken smager tilfredsstillende eller giver en ordentlig fylde i maven. Men det er nu en gang langt fra reglen! Her et eksempel på et vegetarisk måltid, som bestemt giver både mæthed og masser af velsmag ved at indeholde alle de fem grundsmage:

  • Flåede tomater: Sødt, umami
  • Bouillon: Salt, umami
  • Gærflager: Umami
  • Mørk(!) chokolade: Bittert
  • Tamari eller soyasauce: Salt og umami
  • Gedeost: Umami
  • Citronsaft: Surt

Det er vigtigt at chokoladen er bitter, da netop tilstedeværelsen heraf gør, at vi når rundt om alle de frem grundsmage og hermed skaber dybde i rettens smagsnuancer! Jeg har valgt at bruge gedeost, men du kan jonglere med din egen favorit eller endda en vegansk eller lav-laktoseholdig variant. Slutteligt skal det nævnes, at gærflager kan erstattes af eksempelvis parmesan, hvis du tåler det.

 

Linsetærte med tomat1

Ingredienser
Til en stor tærteform (28 cm i diameter)

Linsefyld
1 rødløg
3 fed hvidløg
1,5-2 dl røde linser (brugte 2)
1 dåse flåede tomater
3 dl vand
1 tsk/1 terning grøntsagsboullion (her Herbamare)
1 dl gærflager (kan erstattes af parmesan, hvis du tåler det)
5 g mørk chokolade (her 86%)
1 spsk tamari eller soyasauce
1 spsk citronsaft
50 g gedeost (her Président. Kan erstattes af en vegansk ost, eller en hvid fastost for en variant med ingen/lavt laktoseindhold, brug den, hvis din erfaring er, at det går an)

Tærtebund
100 g fuldkornsspeltmel (eller fuldkornsrismel for en glutenfri variant)
75 g sigtet speltmel (eller boghvedemel for en glutenfri variant) evt. + 1 spsk
1 tsk salt (her pikant urtesalt)
1 dl soyafløde
0,5 dl vand

Fremgangsmåde

Linsefyld: Pil og snit rødløget. Steg løg ved god varme i en stor gryde. Pres hvidløget og tilsæt linserne. Sauteres i et par minutter. Tilsæt en lille smule vand undervejs, hvis det er ved at brænde på. Tilsæt de flåede tomater og fyld 1,5 dl af vandet i dåsen, rør rundt så du får al tomatsaucen med og hæld også det ved. Lad linserne koge i 10 minutter før du tilsætter bouillon og gærflager. Begynd på tærtebunden imens. Spæd til med den resterende 1,5 dl vand undervejs, hvis linsefyldet bliver før tørt. Når linserne er møre, tilsættes chokolade, tamari og citronsaft. Fyld linsefyldet i tærtebunden og smuldre gedeosten udover. Bag tærten færdig med linsefyldet i, indtil gedeosten begynder at tage en smule farve. Det tager 25-30 minutter.

Tærtedej: Forvarm ovnen på 175 grader. Bland mel og salt i en stor skål. Tilsæt vand og fløde og ælt ingredienserne godt sammen. Dejen vil være en smule klistret, og ikke så tør og “flaky” som en traditionel tærtedej. Er dejen for klistret, tilsæt da 1 spsk fint mel mere, og ælt igen. Fordel dejen i en stor tærteform, mindre stykker ad gangen (og ja, der er nok!). Prik huller i bunden med en gaffel, så den ikke hæver under bagningen. Forbag tærten i 15 minutter, til bunden er let sprød (behøver siderne ikke at være).

Server med en let salat, sprøde spinatblade eller friske spirer.

 


Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/foodandfairies.dk/public_html/wp-includes/class-wp-comment-query.php on line 405

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

four × 2 =